Natascha

Jeg kom til verdenen d. 28/5 kl. 16.37. Og selv om jeg var ventet, kom jeg bag på mine forældre;

Min mor havde ikke mærket så meget til mig den mandag, hvor hun var gået 6 dage over terminen.

Kl. 14 henvendte hun sig til fødeafdelingen på Helsingør sygehus, som bad hende komme op og blive kontrolleret (en jordemoder havde ellers afvist at kontrollere yderligere før en mindst en uge senere)

Der blev kørt en strimmel over hjertelyd og ve-aktivitet. Den var vist ikke så god, for den søde jordemoder, Naja Broberg gik ud og hentede et par læger. De kiggede lidt på strimlen. De undersøgte min mor indvendigt, og der var ikke lige noget, der indikerede, at jeg ville komme til verden den dag.

Kl. 15.37 blev lægen enig med sig selv om, at der skulle foretages et kejsersnit. Min mor havde ikke sagt noget til far om, at hun var taget på sygehuset, så der skulle lige ordnes et par telefonopkald. På fars arbejde sad far ikke lige ved skrivebordet, så en foreslog, at han ringede tilbage, når han kom tilbage til sin plads. NEJ!!! Find ham NU!!. Og så gik den vilde jagt ellers på  min far. Han pakkede sammen og stak ud af døren. I mellem tiden var min mor ved at blive gjort klar med støttestrømper, ’solbærdrik’ og hver gang døren gik op, så tænkte, hun ’Nu kommer han’, men nej. Og da de kørte ned ad gangen til operationsstuen begyndte hun at få nerver på. Far havde ikke mere benzin på sin bil, og han var drejet fra motorvejen for at tanke op, og kunne så ikke komme ned på motorvejen igen, så han måtte fare af sted på de små veje i myldretiden. Normalt tog turen kun 15 minutter, men denne gang tog den ca. 30 minutter. Mor var blevet bedøvet i ryggen, og de havde modtaget far på fødegangen, fundet noget tøj, og så var det ellers med at få ham over på operationsstuen, hvor min mor lå og knæbrede af bar nervøsitet. Hun kunne slet ikke følge med!!!

Kl. 16.37 trak de mig ud af min mors mave, jeg skreg inden de fik mit hoved op over maveskindet, så jeg fik vist noget af det grønne fostervand i den gale hals. Og de kunne konstatere, at rent ernæringsmæssigt, havde jeg vist ligget der lidt for længe. Trods en flot fødselsvægt på 3.990 gr, havde jeg ingen ’madpakke’, fosterfedtet var væk, og jeg var lang og ’ranglet’. Men min apgar score var flot 10/1 og 10/10. Jeg kom over til min mor, der kiggede fuldstændigt forundret på mig, og lige kunne få lirket en finger fri til at stryge mig over kinden. Far var lige så forundret.

Han og jeg og en anden jordemoder trillede over på fødegangen, hvor far og jeg tilbragte et par timer, inden han fik overtalt jordemoderen til at ringe over på intensiv, hvor min mor lå, for at høre om hun var i god stand. Min mor var i mellemtiden blevet syet sammen, fået rent tøj på, og lå på intensiv og ventede på at kunne vippe med tæerne. Sygeplejersken havde fuldstændig svedt hende ud, så hun lå mutters alene i over halvanden time, og prøvede at hitte ud af, hvad der var sket. Og det var svært at acceptere, at hun var blevet mor, fordi hun lå helt alene.

Men til sidst blev vi forenet, og fik en stue på barslegangen. Far kørte af sted og hentede min storebror Christian, som havde været alene hjemme, indtil min mor i al ståhejen havde arrangeret en anden gravid veninde til at køre ud og spille matador med ham. De havde hygget sig og han kunne ikke helt fatte, at han havde fået en lillesøster. Men han har været så glad for mig lige siden den dag, og hver gang jeg ser ham så lyser jeg op i et kæmpe smil. Det samme gælder min anden storebror Jannick. Og når de to står og laver fis med hinanden, så kan jeg ikke lade være at bryde ud i mit Cleo-grin. Hø-høhøhøhø.